Tom Buk-Swienty fortæller om bogen Det Ensomme Hjerte

Click here: => selmaidayno.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6MzQ6IlRvbSBidWsgc3dpZW50eSBkZXQgZW5zb21tZSBoamVydGUiO30=


Hans Horn emigrerede mærket for livet af krigens rædsler bagefter til Danmark, hvor han blev praktiserende læge og boede frem til sin død i 1989. Det ensomme hjerte er skrevet på baggrund af Hans Horns egne optegnelser. Via hans detaljerede og yderst troværdige erindringer, der bygger på dagbøger og andre samtidige personlige kilder fra krigens tid, og delvist med Hans Horn selv som fortæller, folder Tom Buk-Swienty en stor og usædvanlig fortælling ud om krigen i Europa, set gennem et følsomt og musikalsk menneske, der på første hånd oplevede de politiske forandringer og ikke mindst krigen på tætteste hold.

Han skrev dagbog under krigen, den er desværre væk, men Hans Horn skrev senere om sine oplevelser, sandsynligvis for at formidle historien til sin familie. Desuden portrætteres to krigskorrespondenter og historiens første Røde Kors-udsending. Bogen er gennemillustreret med Hans Horns egne, stærkt bevægende akvareller.

Bog-pris.dk - find dine bøger billigst

En formidabel beretning om en ung tysk soldats oplevelser under 2. Soldatens groteske og fantastiske akvareller illustrerer den barske og fascinerende historie. Tom Buk-Swienty blev for nogle år siden tilbudt et overvældende erindringsmateriale af arvingerne efter den dansk-tyske læge Hans Horn. Han blev født i Kiel og var, som mange andre unge drenge og mænd, soldat under 2. Han skrev dagbog under krigen, den er desværre væk, men Hans Horn skrev senere om sine oplevelser, sandsynligvis for at formidle historien til sin familie. Den historie det nok har været for svært at fortælle. Måske er det værste ikke med, men der mangler ikke frygtelige beskrivelser. Forfatteren har bygget bogen op delvist som en genfortælling, flettet sammen med egen baggrundsresearch og dele af erindringsmaterialet, der er rettet til og strammet op. Hans Horn havde kunstneriske evner, han spillede cello på højt plan foruden at han kunne tegne og male, og det er de akvareller, der med et særegent grotesk præg illustrerer bogen og gør den meget speciel. Den unge Hans får kun kort tid på universitetet, før han indkaldes til arbejdsstyrken og lærer at marchere med spade. Beretningen om opholdet ved Østfronten er dog noget af det, der gør størst indtryk. Den menneskelige fornedrelse er rystende, men vi kender naturligvis godt de facts i forvejen. Her bliver det dog meget nærværende. Hans Horn bliver såret og hjemsendt og får derfor mulighed for at uddanne sig i medicin. Beskrivelserne fra et ødelagt Tyskland efter krigen er også sine steder sådan, at man får lyst til at lægge bogen lidt væk. Hans Horn havde dansk familie, talte dansk og kunne derfor blive praktiserende læge i Danmark straks efter krigen. Igen og igen i materialet fortæller Hans Horn, hvordan han tog afstand fra de ting, han oplevede, hvor kvalmende befalingsmændenes kultur var, hvordan han blev vant til at dukke hovedet konstant for at overleve, og om hvordan der efter hans opfattelse ikke var et stort krigsønske i befolkningen, men de brede masser blev forført. Det er en vigtig historie om, hvad der kan ske, når racisme og overdreven nationalisme tager over. En formidabel beretning om en ung tysk soldats oplevelser under 2. Soldatens groteske og fantastiske akvareller illustrerer den barske og fascinerende historie. Tom Buk-Swienty blev for nogle år siden tilbudt et overvældende erindringsmateriale af arvingerne efter den dansk-tyske læge Hans Horn. Han blev født i Kiel og var, som mange andre unge drenge og mænd, soldat under 2. Han skrev dagbog under krigen, den er desværre væk, men Hans Horn skrev senere om sine oplevelser, sandsynligvis for at formidle historien til sin familie. Den historie det nok har været for svært at fortælle. Måske er det værste ikke med, men der mangler ikke frygtelige beskrivelser. Forfatteren har bygget bogen op delvist som en genfortælling, flettet sammen med egen baggrundsresearch og dele af erindringsmaterialet, der er rettet til og strammet op. Hans Horn havde kunstneriske evner, han spillede cello på højt plan foruden at han kunne tegne og male, og det er de akvareller, der med et særegent grotesk præg illustrerer bogen og gør den meget speciel. Den unge Hans får kun kort tid på universitetet, før han indkaldes til arbejdsstyrken og lærer at marchere med spade. Beretningen om opholdet ved Østfronten er dog noget af det, der gør størst indtryk. Den menneskelige fornedrelse er rystende, men vi kender naturligvis godt de facts i forvejen. Her bliver det dog meget nærværende. Hans Horn bliver såret og hjemsendt og får derfor mulighed for at uddanne sig i medicin. Beskrivelserne fra et ødelagt Tyskland efter krigen er også sine steder sådan, at man får lyst til at lægge bogen lidt væk. Hans Horn havde dansk familie, talte dansk og kunne derfor blive praktiserende læge i Danmark straks efter krigen. Igen og igen i materialet fortæller Hans Horn, hvordan han tog afstand fra de ting, han oplevede, hvor kvalmende befalingsmændenes kultur var, hvordan han blev vant til at dukke hovedet konstant for at overleve, og om hvordan der efter hans opfattelse ikke var et stort krigsønske i befolkningen, men de brede masser blev forført. Det er en vigtig historie om, hvad der kan ske, når racisme og overdreven nationalisme tager over.

Med rædsel, væmmelse, gru. Nedskydninger af krigsfanger — alt det vi har hørt igen og igen. Hans Horn havde dansk familie, talte dansk og kunne derfor blive praktiserende læge i Danmark straks efter krigen. I udgav han det første bind i en tobindsbiografi om , far, Kaptajn Dinesen. Derefter handlede det om overlevelse — om at ville livet og forsøge at manøvrere som tysk soldat i det krigshærgede Europa og ikke mindst overleve den forhadte Østfront. E-bøger gemmes automastisk på enheden og kan derfor læse offline. Det ensomme hjerte er skrevet på baggrund af Hans Horns egne optegnelser. Han var hverken nazist eller en heroisk modstandsmand. Det er dette helt enestående, dokumentariske materiale, der nu via Hans Horns børn, har fundet vej til Tom Buk-Swienty.